Min sixpack

Jeg vil her til aften give mit besyv med i hele denne her fitnessdebat – rettere sagt – sige min mening forholdsvis stille og rolig, før jeg brækker mig ud over det hele.

Hm, et godt sted at starte er vel med min egen personlige historie:
I september 2013 startede jeg som receptionist i et nyåbnet lokalt Fitness World. På dette tidspunkt havde jeg aldrig styrketrænet før og den eneste form for motion jeg dyrkede var cykling frem og tilbage til skole og en løbetur på 5K i ny og næ. Kun af praktiske årsager og for min egen skyld. Dog gik der ikke mere end 2 måneder i Fitness World før jeg begyndte at føle, at det var forkert, at jeg ikke trænede intensivt, når jeg arbejde i et fitnesscenter. Følte, at jeg var lidt i den tunge ende til at stå og være det første folk så, når de kom og gik fra centret.
Jeg begyndte i November at søge råd og vejledning hos hyppige medlemmer og gode kollegaer, der tilsyneladende havde styr på det der pumpershit. Det blev rigtig hurtigt klart for mig, at det ikke udelukkende var træning, men en livsstil, hvilket inkluderede planlagte og afmålte måltider, faste træningstidspunkter og masser af hvile. Problemet blev bare hurtigt, at når man gik i 2.g 7 timer om dagen, skulle lave lektier, på arbejde, bruge 2 timer i fitnesscentret og lige spise aftensmad – så var der ikke meget tid til hvile. Det blev ofte kun til 5 timers søvn, og lektierne og fremmødet i skolen blev nedprioriteret.
Jeg blev hende den irriterende, der kunne finde på at kommentere på andre valg af mad til frokost og blev træt af de veninder der bare fjollede rundt til træning.
Og alt dette tog det mig 3 advarsler, særlige vilkår og coachtimer på skolen at indse.
Det var alt eller intet – der var på dette tidspunkt ingen gylden mellemvej… og i maj 2014 valgte jeg, at det skulle være intet og prøve at komme back on track i skolen.

Hele sommeren lavede jeg faktisk absolut intet aktivt (Hvis du ikke tror det, så bare se Yacht Party – der er beviserne).

Efter sommeren startede jeg i 3.G på Nærum Gymnasium, hvor jeg havde idræt på B niveau og en helt fantastisk lærer – Christian Simmons AKA CSI.
Vi løb og løb og løb og løb, og træningen jeg mærkede pludselig hvordan træningen blev en NATURLIG del af min hverdag! Det var ikke noget jeg skulle stresse over og jeg nød at se min fremgang og hvordan min form blev bedre uge for uge.
Desværre måtte jeg stoppe på Nærum og rykke tilbage på mit gamle gymnasium (grundet problemer med mine fag), men løbet har jeg holdt fast i og så har jeg fået en fantastisk interesse for Yoga! Jeg dyrker yoga hver dag og det er helt fantastisk. Her udfordres man både mentalt og fysisk, og jeg nyder dette afbræk fra min ellers travle hverdag.

Folk skal gøre, hvad de synes er rigtigt… Men huske på, at hvad samfundet synes er rigtigt godt kan være en illusion og jeg ønsker bare virkelig, at I skal være glade! Så hvis den intensive fitnessstil gør dig lykkelig, så er jeg mere end glad på dine vegne og vil støtte dig hele vejen.

Intensiv træning i et fitnesscenter gør ikke mig glad – det giver mig et fællesskab og et sted jeg høre til – men det gør mig ikke glad. Det gør lange gåtur, yoga, en løbetur, sund kost (med tilpas mange afvigelser) derimod.
Så indtil denne fitnessepidemi er drevet over – hvor hvidt brød sidestilles med Putin og hvor speltboller er Gud – så kan du finde mig og min ikke eksisterende sixpack i skrædderstilling trygt og godt gemt under en enorm bunke kage i skolens kantine.

Namasté.